Aabenraa Jazz-tival

Jazzfestival i Aabenraa genopstår efter 5 års pause.

Den lille en-dags-festival ”Aabenraa Jazztival”, som har ligget stille siden Coronaen ramte landet, er nu klar til en ny festival. Lørdag d. 28. september vil 4 jazzbands stå klar på scenen, og konceptet med servering af ”Jazzgryde” fra Røde kro er bibeholdt.

Når Aabenraa Jazztival lørdag d. 28. september slår dørene op for en ny udgave af festivalen, vil alt være som før, til trods for 5 år uden den lille festival på Aabenraa Friskole. Festivalen, der koncentrerer sig om traditionel og svingende jazzmusik byder på koncerter fra 4 forskellige bands, som i denne udgave alle har sine rødder i det sønderjyske.


Der lægges ud med det lokale ”Sir Horstmanns Jazzband”, som har sit udspring på Sønderjyllands Højspændingsværk.  Orkestret er kendt for sin glade tilgang til jazzmusikken, og tager udgangspunkt i musikken fra New Orleans, krydret med numre fra revivalperioden i Europa. Sir Horstmanns jazzband vil stå klar på scenen kl. 14, hvor der samtidig vil være mulighed for at købe kaffe og kage.

Kl. 16. vil Andreas Swingband være at finde på scenen. Andreas swingband har sit udspring i New Orleans Jazzklubben i Sønderborg, hvor man ville give lokale jazzmusikere, øvede såvel som uøvede en mulighed for at mødes omkring traditionel jazzmusik. Andrea, som oprindelig er uddannet klassisk violinist meldte sig, og fandt sammen med flere etablerede kræfter fra området. Stilen er swingende jazzmusik, som især kendes fra ’svend Asmussen og Finn Ziegler. Efterfølgende er bandet blevet udvidet med en jazzsangerinde.

Kl. 17.30 vil Jazzgryden, som er inkluderet i billetprisen, være klar til servering og kl. 18 vil musikken fortsætte fra scenen.

Her vil den forholdsvis nye trio ”Lyrik uden ord” levere en lidt anderledes musikalsk oplevelse. Musikerne tager udgangspunkt i musik lige fra den danske sangskat til moderne pop og rock numre, som dog får en ordentlig omgang i swing-maskinen. Musikken her vil også være en smule mere afdæmpet, så publikum her får god tid til at nyde maden til swingende toner fra klaver, bas og trommer.

Som afslutning på festivalen vil Hr. Jensens Jasskapel give koncert fra scenen. Orkestret, med udspring på Als, har gennem mange år leveret glad jazzmusik, - pudsigt nok uden nogensinde at have haft en ”Jensen” med. Orkestret har de seneste år fået tilført nye kræfter, og er klar til at levere god solid swingende, og ikke mindst dansevenligt musik fra scenen.

Omkring kl. 21.30 vil festivalen takke af for i år.